Nyt signalflag – vi har legekammerater om bord!

Dansk Sejlunion lancerer et nyt signalflag, der skal lette børnefamiliernes muligheder for at komme i kontakt med hinanden.

Alle sejlere kender forkortelsen MOB (Mand Over Bord). Langt færre kender derimod forkortelsen BOB, som i det maritime sprog normalt står for ”Bunker On Board” (Brændstof Om Bord). Nu får BOB imidlertid en helt ny betydning – nemlig ”Børn Om Bord”.
Her forud for sommersæsonen lancerer Dansk Sejlunion et signalflag til den nye variant af BOB.

”Ideen med BOB-flaget er at lette sejlende børnefamiliers muligheder for at komme i kontakt med hinanden – ved at signalere til andre, at vi har potentielle legekammerater om bord,” forklarer klubkonsulent Henrik Tang Kristensen, Dansk Sejlunion.

Ikke mindst livet i havnene under sommertogtet kan måske forløbe lidt nemmere – til glæde for både børn og voksne – hvis børnene hurtigt finder sammen, når de spotter et BOB-flag. Også på søen kan BOB-flaget bruges til at kippe ved passage – og hvem ved, måske udveksles der kontakter, så der laves en hurtig legeaftale til en senere havn.

”Selv om det er et signalflag i den lettere genre, så er udfordringen med at aktivere børn, når man er på sejlerferie, alvorlig nok. Dét, ved jeg, at mange børnefamilier kan skrive under på,” siger Henrik Tang Kristensen.

Børnefamilier og bedsteforældre kan købe BOB-flaget via Dansk Sejlunions webbutik, sejlershoppen.dk.

”BOB-flaget er et eksperiment, men vi har en god idé om interessen. I første omgang har vi produceret 200 flag i 2015. Vi holder et vågent øje, men bestil flagene i god tid, hvis du vil være sikker på at have et BOB-flag til sommertogtet” siger Henrik Tang Kristensen.

Husk også, at sejlende børnefamilier kan søge ligesindede via Facebook-gruppen ”Flotillesejlads i Danmark”.

C-holdet

C-holdet mødes hver torsdag i lige uger kl. 10, arbejder 2-3 timer og afslutter med en hyggelig frokost. Tiden bruges på nødvendig vedligeholdelse af foreningens klubhus og tilstødende aktiviteter, som f.eks.  butik og handicap-kran. Alle FD-medlemmer med et vist praktisk håndelag er velkomne. Vi er omkring 15 faste deltagere, men der er en vis afgang på grund af alder. Du kan bare møde op. Vi glæder os til at se dig!

Under sejl mod verdens top

Onsdag d. 10. februar kl. 19 gæster Jordomsejleren Leif Stubkjær Frederikssund Sejlklubs klubhus med en fortælling om et tre måneders togt i det betagende Nordvestgrønland.

Fra Godthåb i syd til det barske ishav nord for Thule følger ketchen ’Feen’ i kølvandet på de gamle hvalfangere længere nordpå end noget andet fartøj af lignende art tidligere er nået i Grønland.

Dette er fortællingen om iskolde vinde af orkanstyrke i havet hvor kompasset ikke virker og hvor havbunden kun sjældent er kortlagt. Det er dog også fortællingen om storslået natur: isbjerge, hvaler, sæler og søfugle samt om menneskevarme i de fjerntliggende bygderhvor fangerkulturen stadig er lyslevende og hvor der stadig jages i kajak med traditionelle metoder.

Alle er velkomne. Sejlklubben giver en kop kaffe og sælger øl og vand til populære priser.