Dansk Sejlunion sommeraktiviteter

Skal du også sejle i sommerferien? I år er der intet mindre end 35 sommeraktiviteter. Husk at tilmelde dig i god tid!

Hvis du er junior eller ung sejler, skal du da bruge sommerferien til noget, der både er fedt og sjovt - nemlig at sejle! Til SOMMERSEJLADS eller SOMMERCAMP får du masser af timer på vandet, og du får med garanti endnu flere sejlervenner!

Find flere informationer på Dansk Sejlunions hjemmeside.

Haldor Topsøe Cup

Lørdag den 21. maj 2015 afholder Juniorsejlcentret, sammen med Jægerspris sejlklub, en stor kapsejlads for joller. Stævnet har navnet Haldor Topsøe Cup, og det finder sted lige syd for Frederikssund og Marbæk lystbådehavn.

Haldor Topsøe Cup er det første af i alt fire kredsstævner i år i Isefjordskredsen. Ved stævnet deltager børn og unge, der sejler i optimistjoller, Zoom 8, Feva, Tera, 405’ere m.m.

Selve kapsejladsen starter kl. 10.00, og foregår i 2 afdelinger, adskilt af en frokostpause på land.

Der deltager op mod 100 børn og unge i de forskellige jolletyper, som i dagens løb vil sprede liv og glæde på vandet, på jollepladsen og de omkringliggende arealer. Foruden de mange børn/unge vil også en masse forældre og søskende fra forskellige klubber være tilstede for at hjælpe sejlerne.

For tilskuere vil der være mulighed for at komme ud på vandet og se på kapsejladserne fra Dampskibet Skjelskør, som i dagens anledning vil sejle med passagerer lige uden for kapsejladsområdet. Billetter købes på Skjelskør. Hvis vejret tillader det vil Skjelskør lægge til ved bro 5 i Frederikssund Lystbådehavn.

Vi er mange fra Juniorsejlcentret og Jægerspris Sejlklub, der deltager i forberedelsen af dette stævne, men vi kan sagtens bruge flere hænder såvel på land som på vandet. Hvis du har tid og lyst så meld dig til Dorte Bak på mail dorte@baxit.dk eller tlf. 60 61 84 00.

Kom og se, hvad der foregår og fornem den dejlige stemning, når mange sejlsportsglade børn og unge mødes. 

Nyt signalflag – vi har legekammerater om bord!

Dansk Sejlunion lancerer et nyt signalflag, der skal lette børnefamiliernes muligheder for at komme i kontakt med hinanden.

Alle sejlere kender forkortelsen MOB (Mand Over Bord). Langt færre kender derimod forkortelsen BOB, som i det maritime sprog normalt står for ”Bunker On Board” (Brændstof Om Bord). Nu får BOB imidlertid en helt ny betydning – nemlig ”Børn Om Bord”.
Her forud for sommersæsonen lancerer Dansk Sejlunion et signalflag til den nye variant af BOB.

”Ideen med BOB-flaget er at lette sejlende børnefamiliers muligheder for at komme i kontakt med hinanden – ved at signalere til andre, at vi har potentielle legekammerater om bord,” forklarer klubkonsulent Henrik Tang Kristensen, Dansk Sejlunion.

Ikke mindst livet i havnene under sommertogtet kan måske forløbe lidt nemmere – til glæde for både børn og voksne – hvis børnene hurtigt finder sammen, når de spotter et BOB-flag. Også på søen kan BOB-flaget bruges til at kippe ved passage – og hvem ved, måske udveksles der kontakter, så der laves en hurtig legeaftale til en senere havn.

”Selv om det er et signalflag i den lettere genre, så er udfordringen med at aktivere børn, når man er på sejlerferie, alvorlig nok. Dét, ved jeg, at mange børnefamilier kan skrive under på,” siger Henrik Tang Kristensen.

Børnefamilier og bedsteforældre kan købe BOB-flaget via Dansk Sejlunions webbutik, sejlershoppen.dk.

”BOB-flaget er et eksperiment, men vi har en god idé om interessen. I første omgang har vi produceret 200 flag i 2015. Vi holder et vågent øje, men bestil flagene i god tid, hvis du vil være sikker på at have et BOB-flag til sommertogtet” siger Henrik Tang Kristensen.

Husk også, at sejlende børnefamilier kan søge ligesindede via Facebook-gruppen ”Flotillesejlads i Danmark”.